Follow us on:

Pressemeddelelse

Vald. Birn kigger mod Eryk og Eryk kigger mod Afrika for at finde ressourcer til at udvikle en ny dataplatform for alle 6 virksomheder i koncernen og for at transformere IT-afdelingen til en digital forretningspartner.

Vald. Birn er i færd med at udvikle en helt ny dataplatform for alle deres seks virksomheder. Det er en stor og flerårig opgave, og den bliver ikke nemmere af, at det er vanskeligt at skaffe den nødvendige arbejdskraft i Danmark.

  • Det er dog ikke en ny problemstilling for os, fortæller David Stampe Grønborg, der er Group IT Manager for Vald. Birn A/S.
  • Vi har i en del år har anvendt såkaldt remote IT-services, hvilket vil sige, at der sidder nogle IT-specialister i et andet land og arbejder på opgaverne. Men som noget nyt har vi nu indgået samarbejde med Eryk og vendt blikket mod Afrika for at skaffe de nødvendige ressourcer.

Dansk/polsk/nigerianske Eryk er specialist i levering af teknisk service til virksomheder i hele Europa. Eryk har hjemme i Give og i Szczecin i Polen, og senest har man i Lagos i Nigeria etableret et søsterselskab for remote IT-services. Herfra er Ayo og Funmi i øjeblikket i Danmark til en måneds træning og oplæring, og der er mere hjælp at finde, hvor den kommer fra. Nigeria uddanner årligt 600.000 unge på universitetsniveau, og arbejdsløsheden er høj.

David Stampe Grønborg fortæller, at medarbejderne fra Nigeria fagligt er fuldt ud på højde med danske og andre udenlandske medarbejdere:

  • De mangler domænekendskab, men det er i forvejen ikke mange dataingeniører, der kender noget til støberibranchen, så vi er vant til, at vi selv skal træne nye medarbejdere i den del alligevel. Det er også derfor, vi har inviteret dem til Danmark til en måneds træning, så de kender vores virksomhed godt og er er klar til at tage fat, når de returnerer til Nigeria den 27. februar.

David Stampe Grønborg oplever også andre fordele ved det nye samarbejde:

  • Ayo og Funmi taler godt nok engelsk, men vi har længe haft mange nationaliteter på lønningslisten, så det er vi også vant til. De arbejder i samme tidszone som os, og så er vi rigtig glade for at være med til at skabe reel udvikling i Afrika. Netop inden for IT-området kan vi sagtens arbejde remote, så vi kan tilbyde gode og vellønnede jobs, hvor folk bor.

Funmi er glad for, at Vald. Birn investerer i en måneds træning og uddannelse af de nye medarbejdere, men hun glæder sig alligevel til at komme hjem og komme i gang med arbejdet:

  • Vi har mødt stor venlighed hos Vald. Birn, men det er godt nok koldt i Danmark. Jeg sidder på kontoret pakket ind i vintertøj fra Sport 24 i Holstebro. Det bliver dejligt at komme tilbage til vante omgivelser, familie og venner, og så glæder jeg mig helt enormt til at komme i gang med opgaverne for Vald. Birn, siger hun.
    Eryk er selvfølgelig glade for samarbejdet med Vald. Birn, men de er især glade for, at Vald. Birn på den måde er med til at skabe udvikling i Afrika.
  • Vores stifter Jens-Christian Møller har som mål at være med til at skabe samme udvikling i Nigeria, som han for over 20 år siden var med til at starte i Polen, fortæller Ole Aaroe, der er salgschef hos Eryk.
  • Han har som mål at skabe en nigeriansk virksomhed med 1000 remote IT-servicemedarbejdere, før han sætter træskoene, og vi er allerede godt i gang. Her er samarbejdet med Vald. Birn et vigtigt skridt på vejen.

Som land er Nigeria også stærkt interesseret i et godt samarbejde med europæiske virksomheder. Manglen på teknisk arbejdskraft er en udfordring i hele Europa, og i slutningen af 2025 afholdt EIFO (Danmarks Eksport- og Investeringsfond) et seminar om mulighederne for at afhjælpe manglen på teknisk arbejdskraft ved at rekruttere i Afrika. Her sagde Idris Muhammad Bugaje, der repræsenterede det nigerianske undervisningsministerium, at man i Nigeria er meget interesseret i både at samarbejde med Europa om import af arbejdskraft under ordnede forhold og at samarbejde remote. Begge dele skaber nemlig et højere kompetenceniveau og indtægter til de nigerianske medarbejdere og deres familier. Og da de fleste kommer hjem igen, og de remote ansatte aldrig forlader landet, skabes der også grundlag for etablering af nye, moderne virksomheder i Nigeria og dermed udvikling af landet.

Fakta om Eryk
Eryk er en dansk/polsk/nigeriansk men globalt tænkende teknisk servicevirksomhed, som blev etableret af Jens-Christian Møller og hans polske hustru Lucja Kalkstein for over 20 år siden. Eryk leverer tekniske serviceydelser i hele verden – primært inden for forretningsområderne Industri & Automatisering, Bygningsinstallation og Vedvarende Energi. Eryk bidrager således til den teknologiske udvikling og den grønne omstilling med fokus på tekniske installationer, montage, automatisering og IT.

I 2004 var Eryk en af de første udenlandske virksomheder, der etablerede sig i Szczecin i Polen, og i 2024 var man også på forkant ved at etablere sig i Lagos i Nigeria. Herfra er Eryks stifter Jens-Christian Møller i gang med at udvikle remote IT-services som et helt nyt forretningsområde for Eryk.

Udviklingen har været forrygende. I dag beskæftiger Eryk ca. 400 medarbejdere og har til enhver tid over 200 teknikere udstationeret i hele verden.
Eryk ejes af Jens-Christian Møller, Lucja Kalkstein og Maj Winther Møller med 1/3 hver.

Fakta om Vald. Birn
Vald. Birn A/S er med sine 550 medarbejdere i Holstebro en af kommunens største private arbejdspladser og en af Nordeuropas største jernstøberikoncerner. Virksomheden er 128 år gammel og stadig i stifterfamiliens eje.

Vald. Birn A/S er en del af BIRN Group, der i alt beskæftiger 750 medarbejdere fordelt på seks virksomheder i Danmark, Sverige og Tyskland. De seks virksomheder er specialiseret i forskellige områder inden for støbning og forarbejdning af støbejern.

Som led i virksomhedens digitale transformation er Vald. Birn i disse år i gang med at udvikle en ny fælles dataplatform for alle seks virksomheder, ligesom IT-afdelingen skal transformeres til at være en mere digital forretningspartner. Det kræver flere ressourcer, og de kan være vanskelige at finde i Danmark.

Kontaktperson Vald. Birn A/S:

David Stampe Grønborg
Group IT Manager

Direct: +45 99 10 20 68
Mobile: +45 30 16 01 69
Phone: +45 99 10 20 30
Mail: dsg@birn.dk
www.birn.com
Vald. Birn A/S, Frøjkvej 75, DK 7500 Holstebro

Gennem David Stampe Grønborg er det også muligt at få kontakt til Ayo og Funmi.

Kontaktpersoner Eryk A/S:

Ole Aaroe
Area Sales Manager
+45 22444735
oaa@eryk.com www.eryk.com

Jens-Christian Møller
Bestyrelsesformand
+45 21773510
jcm@eryk.com
www.eryk.com
Vedlagt følger fotos af:

Ayo og Funmi
David Stampe Grønborg
Jens-Christian Møller

Eryk logo Eryk logo Contact