
Kollemorten: Mens mange virksomheder kæmper med at finde kvalificeret arbejdskraft, har Eryk A/S ved Kollemorten opbygget en model, der rækker langt ud over Danmarks grænser.
Det afspejler sig i virksomhedens seneste regnskab.
Eryk kom ud af 2025 med et resultat før skat på 15,1 millioner kroner mod 8 millioner kroner året før.
Samtidig steg bruttofortjenesten fra 46,9 millioner kroner til 73,7 millioner kroner, mens egenkapitalen voksede fra 9,5 millioner kroner til 15,3 millioner kroner.
Ifølge administrerende direktør Maj Winther Møller skyldes fremgangen blandt andet, at virksomheden gennem flere år har opbygget erfaring med at rekruttere medarbejdere internationalt i en branche, hvor kvalificerede teknikere er en mangelvare.
– Hele det europæiske marked er totalt støvsuget for teknikere. Der er ikke nogen teknikere, der sidder og ikke har arbejde. De folk, der vil arbejde, de arbejder, siger hun.
Eryk leverer elektriske og mekaniske installationsservices til automations- og industriprojekter i en lang række lande og har gennem mere end 20 år arbejdet med internationale medarbejdere.
Virksomheden etablerede tidligt et søsterselskab i Polen, hvorfra størstedelen af medarbejderne i dag kommer.
– Det har været en vild rejse, hvor Polen var Eldorado i begyndelsen af 00’erne i forhold til at finde kvalificerede og rejselystne medarbejdere med ild i øjnene – en vækstrejse, som aldrig ville have været mulig, hvis ikke vi havde kigget udover vores ellers lille, skønne og trygge danske andedam, fortæller Maj Winther Møller.
Regnskabet viser et gennemsnitligt medarbejdertal på 134 mod 90 året før. Ifølge Maj Winther Møller afspejler tallet dog også virksomhedens internationale organisation, hvor medarbejdere løbende rejser ind og ud af Danmark i takt med projekterne.
I de senere år har virksomheden også rettet blikket mod Vestafrika med fokus på Nigeria.
Eryk har etableret et internationalt lærlingeprogram, hvor nigerianske studerende videreuddannes og trænes inden for elektriske installationer efter europæiske standarder. Forløbet afsluttes med en svendeprøve i Polen, da man endnu ikke kan tage en svendeprøve som elektriker på engelsk her i landet.
Samtidig har virksomheden etableret endnu et søsterselskab og leverer nu også IT-services via IT-specialister siddende i millionbyen Lagos i Nigeria.
Initiativerne skal ses på baggrund af manglen på teknisk arbejdskraft mange steder i Europa.
Maj Winther Møller peger på, at manglen på teknisk arbejdskraft er en af de største udfordringer for europæiske virksomheder.
– Hvis vores unge mennesker i EU ikke vælger de tekniske uddannelser, så bliver vi nødt til at finde mennesker andre steder, som har lyst til at uddanne sig inden for de fag, siger hun.
Ifølge direktøren handler virksomhedens succes dog ikke kun om at finde medarbejdere, men også om at kunne håndtere de mange regler og krav, der følger med at arbejde på tværs af landegrænser.
– Vi har opbygget en stor knowhow i at arbejde internationalt. Det giver kunderne en tryghed, fordi de ved, at tingene bliver gjort korrekt og efter reglerne, siger hun.
Selvom regnskabet viser markant fremgang, er direktøren mere forsigtig, når hun ser frem mod resten af 2026.
Hun oplever, at flere kunder holder igen med investeringer på grund af den internationale usikkerhed.
– Jeg er ikke megapessimist, men jeg er heller ikke superoptimist. Vi er mere analytiske lige nu og følger situationen tæt, siger hun.
Hun peger blandt andet på krigen i Ukraine, konflikterne i Mellemøsten og den politiske usikkerhed omkring USA som forhold, der påvirker virksomhedernes investeringslyst.
Til gengæld mener hun, at Eryks brede kundebase og tilstedeværelse i flere lande giver virksomheden en fordel.
– Vi er ikke afhængige af ét marked eller én stor kunde. Vi kan skrue op og ned for forskellige brancher og markeder alt efter, hvor efterspørgslen er, siger hun.