Whistleblower
Login

DK: Hvem skal have Inspirationsprisen 2025 i Syd- og Sønderjylland? Stem på din favorit her

Source: ERHVERV+

INSPIRATIONSPRISEN

Flemming Paasch, Signe Horn Rosted, Erik Svanvig, Marianne Quistgaard Iversen samt Mai Winther Møller og Jens Christian Møller er årets kandidater til Inspirationsprisen, som Erhverv+ deler ud i Syd- og Sønderjylland for sjette gang. Du er med til at bestemme, hvem der skal have prisen ved at give din stemme her i artiklen.


Det er læserne af Erhverv+, der afgør, hvem der skal have Inspirationsprisen 2025. Det sker via en afstemning på erhvervplus.dk. Fotocollage: JFM

 

Oct 06, 2025 at 12:30 PM
Henrik Skov Anhøj hensk@erhvervplus.dk

Hvem skal modtage Inspirationsprisen 2025 i Syd- og Sønderjylland?

Det kan du være med til at afgøre ved at stemme på én af de fem nominerede, som du kan lære bedre at kende herunder.

Det er Erhverv+, der står bag prisen, som bliver uddelt for sjette gang i forbindelse med årets regionsfinaler i vækstskaber-konkurrencen EY Entrepreneur Of The Year. I Syd- og Sønderjylland foregår det hos Mercedes-Benz, P. Christensen i Kolding torsdag 6. november.

Afstemningen løber frem til og med tirsdag 21. oktober 2025.

Om Inspirationsprisen

  • Inspirationsprisen bliver delt ud af Erhverv+ i forbindelse med årets regionsfinaler i vækstskaber-konkurrencen EY Entrepreneur Of The Year.
  • Inspirationsprisen går til en erhvervsleder, profil eller virksomhed, der gennem et særligt engagement, initiativer, aktiviteter og en vedholdende indsats gør en forskel for andre.
  • Vinderen bliver fundet via en afstemning på erhvervplus.dk, hvor du kan stemme frem til og med tirsdag 21. oktober.
  • Det er sjette gang, Inspirationsprisen skal finde en ny modtager i Syd- og Sønderjylland.


1 Flemming Paasch, tidligere Easyfood

Flemming Paasch droppede hierarkiet, da han byggede Easyfood op fra bunden. I dag er virksomheden solgt – og han har skrevet en bog om sine erfaringer. Foto: Søren Gylling

Som stifter af Easyfood i Kolding viste Flemming Paasch, at succes kan skabes gennem tillid, empati og relationer – ikke hierarki og kontrol.

Med en flad struktur og ligeværdig inddragelse af medarbejdere voksede virksomheden til en omsætning på en halv milliard, inden salget til Orkla. I dag bruger Paasch sin stemme til at fremme det, han kalder feminint lederskab: En ledelsesform, hvor mennesker kommer før magt, og hvor tillid er nøglen til engagement og resultater.

Med sin erfaring – og nu også en bog om emnet – inspirerer han til et opgør med gamle modeller og til at skabe virksomheder, hvor mennesker får lov til at blomstre.

2 Signe Horn Rosted, Energinet

– Jeg har ikke grebet ud efter et job. Jeg har grebet ud efter ansvar og skabt resultater, siger Signe Horn Rosted, der i dag sidder i direktionen i Energinet. Fotograf: Maria Tuxen Hedegaard

Som CTO i Energinet og medlem af direktionen med ansvar for 800 medarbejdere er Signe Horn Rosted vant til at tale om elnet og cybersikkerhed. Men når hun deler sin personlige ledelsesrejse, handler det om tvivl, tab og ambitioner – og om modet til at være ærlig.

Hun fortæller åbent, hvordan hun som kvinde i en mandsdomineret branche manglede rollemodeller, men alligevel gik efter ansvar frem for titler og fandt styrken i integritet og ordentlighed.

I dag bruger hun sin position til at give andre kvinder et skub frem, blandt andet gennem mentorskab og netværk. Hendes budskab er klart: Man behøver ikke være perfekt – man skal være ægte.

3 Erik Svanvig, Skov Advokater

Erik Svanvig er partner i Skov Advokater, som har sat et ‘anderledes’ advisory board sammen til at guide virksomheden ind i fremtiden. Pressefoto

Hos Skov Advokater i Vejle går partner Erik Svanvig forrest i at modernisere en ellers traditionspræget branche. Og ikke mindst via modet til at tænke anderledes.

Med et advisory board bestående af profiler fra både erhvervsliv og forskning – herunder en professor, en coach og en landskendt debattør – arbejder firmaet aktivt med bæredygtighed, digitalisering og grøn omstilling – ikke kun for at følge lovkrav, men for at være en relevant og attraktiv samarbejdspartner.

For Svanvig handler ledelse om at se kunder og medarbejdere i øjenhøjde og tage ansvar for de dagsordener, som former fremtidens virksomheder. Med fokus på ESG og meningsfuldt arbejde viser Skov Advokater, at det ikke længere er nok at mestre paragrafferne – man skal også mestre tiden, man er en del af.

4 Marianne Quistgaard Iversen, Ewii

Marianne Quistgaard Iversen er HR-direktør hos Ewii, hvor hun står i spidsen for et initiativ, der betyder, at medarbejdere selv bestemmer, om de ønsker en halv times motion i arbejdstiden, frivilligt arbejde til læringsdage eller fire-dages arbejdsuge på fuld tid. Foto: Henrik Kruse

Hos energiselskabet Ewii har HR-direktør Marianne Quistgaard Iversen sat fleksibilitet og tillid i centrum.

I stedet for standardpakker har de 700 medarbejdere fået fire valgmuligheder – fra en halv times motion i arbejdstiden og frivilligt arbejde til læringsdage eller fire-dages arbejdsuge på fuld tid. Pointen er enkel: mennesker er forskellige, og de skal mødes dér, hvor deres behov er.

Resultatet er højere trivsel, stærkere fællesskab og medarbejdere, der føler sig set og anerkendt. Ved at turde gå egne veje og gøre forskel på folk viser Ewii, at en værdibaseret tilgang kan styrke både arbejdspladsen og kulturen.

 

5 Maj Winther Møller and Jens Christian Møller, Eryk

Det har været 20 år med skeptiske miner fra omverdenen i forhold til Eryk for medstifteren Jens-Christian Møller og hans datter, Maj Winther Møller. Foto: Henrik Kruse

I 20 år er Eryk blevet mødt med skepsis i Danmark for sin model med udenlandsk arbejdskraft – men i dag er Give-virksomheden en international teknisk serviceleverandør med over 300 specialister og kunder blandt nogle af verdens største selskaber.

Med baser i Polen og nu også Nigeria har medstifter Jens-Christian Møller og direktør Maj Winther Møller vist, at global rekruttering kan skabe værdi, bæredygtighed og jobmuligheder på tværs af grænser.

Uddannelse og opkvalificering af unge elektrikere og it-specialister er en hjørnesten. For Eryk handler vækst ikke kun om forretning – men om at nedbryde fordomme og bygge broer mellem lande og mennesker.

Eryk logo Eryk logo Contact