Whistleblower
Login

DK: Hun overtager sin fars post som topchef: “Han er en stærk patriark, men vi er ikke konkur­renter”

Børsen – click

English version – click.

Dansk-polske Eryk byggede en unik niche som teknisk serviceleverandør og IT-specialist med opgaver over hele verden – nu jagter de det nyeste talentland.

Først kører man til den lille by Kollemorten, der ligger sådan ca. lige midt i Jylland. Så kører man ud af lillebyen igen, tager en smal landevej, drejer skarpt til højre ad en grusvej – og så kommer man til noget, der ligner en velholdt lystejendom, omgivet af bløde, grønne bakker. Kun en sten i indkørslen med et firmalogo, der viser navnet “Eryk,” og silhuetten af en lille hund afslører, at ejendommen faktisk er hovedsæde for en usædvanlig dansk virksomhed. Og intet afslører, at Eryk faktisk er en temmelig stor forretning med trecifret millionomsætning og aktiviteter i mange, fjerne egne af kloden.

Det var første overraskelse.

Næste overraskelse kommer ud på trappen og siger venligt goddag. Det er Maj Winther Møller, 35 år og nyudnævnt topchef for Eryk.

“Jeg er kendt i hele branchen som ‘hende med ring i næsen’”

Hun ligner ikke en typisk topchef for en stor, teknisk servicevirksomhed. Én ting er, at branchen er ekstremt mandetung på alle poster, så kvinder som topledere er i sig selv sjældne. Men kvindelige topledere på 35 år, der bærer ring i næsen, er sjældne, erkender Maj Winther Møller. “Jeg er kendt i hele branchen som ‘hende med ring i næsen, der er yngre end de fleste andre’. Og som ikke er ingeniør!”

Rustik branche

Eryk er en familievirksomhed, skabt for 20 år siden af hendes far Jens Christian og hans polske hustru Lucja Kalkstein. Maj Winther Møller har været aktiv i koncernen siden 2014, først som trainee, senere som salgs- og markedsføringsansvarligt ledelsesmedlem.

Så når hun fra 1. juli formelt er rykket op som topchef for hele koncernen, er det med et stort kendskab til alle dele af virksomheden – og også et stort, internt kendskab til sig selv: “Jeg har snakket mig selv ind i en branche, der på nogle fronter stadig er meget rustik. Men det har ikke været en hæmsko, for folk husker mig. Jeg stikker lidt ud fra mængden, og jeg kan sagtens snakke med i en macho jargon, hvis det er nødvendigt.”

Eryks speciale og unikke niche kræver en lille forklaring og lidt historie: For når man siger, at Eryk er dansk, bør man måske lige tilføje, at den lidt mere korrekte betegnelse er “dansk-polsknigeriansk”. Hovedparten af de i alt 300 medarbejdere er fra Polen og på andenpladsen kommer ansatte fra Nigeria.

Koncernens største kontor ligger i Stettin i Polen, hvor 50 har deres daglige funktion. Resten er fordelt ud over hele verden, ofte på midlertidige arbejdspladser, hvor Eryk har en stor opgave – et aktuelt eksempel er Novo Nordisks fabrik i Kalundborg.

Polsk vilje

Forklaringen skal findes tilbage i sidste årtusind, hvor Jens-Christian Møller, der er ingeniør og MBA fra Aalborg Universitet, var direktør i det, der i dag hedder KK Wind Solutions, et pionerfirma inden for eltavler til vindmøller og i dag ejet af A.P. Møller Holding.

Allerede dengang var det svært at finde danske teknikere og elektrikere, der var specielt interesseret i job med mange rejsedage rundt i verden for at fikse tekniske problemer i forbindelse med opsætningen af vindmøller. Det blev startskuddet til, at Lucja og Jens-Christian, der var kollegaer i KK, valgte at starte deres egen virksomhed og basere den på polsk arbejdskraft.

“Dengang handlede det mest om, hvad sådan en polsk elektriker kostede i løn, og om han drak eller stjal,” husker Jens-Christian Møller. Men med en gigantisk arbejdsløshed i Polen på 25 pct. var polakkerne som nation ekstremt villige til at rejse langt og hyppigt for at sikre en gunstig indtægt til sig selv og familien. Fordommene om polsk arbejdskraft blev hurtigt gjort til skamme – og Eryk fik opbygget masser af langtidsholdbare kundeforhold. Specialet er, at Eryks ingeniører og teknikere påtager sig at installere, montere eller reparere store, komplekse tekniske anlæg på stedet, hvor disse anlæg befinder sig.

En dyb niche

Et eksempel på opgaverne kan være et antal fejlbehæftede vindmøller, der står placeret på en havnekaj et eller andet sted i verden. Det er billigere og nemmere at få dem repareret på stedet, inden de fragtes ud på havet og hejst op i 170 meters højde. Et andet eksempel kan være store koncerner, der skal have monteret et antal produktionsanlæg og sat dem i drift på flere forskellige adresser – branchen kan være alt lige fra farma til betonproduktion, men fællesnævneren er Eryk, der tager ansvar for at få maskinerne til at køre, som de skal.

MAJ WINTHER-MOLLER

  • Født 1989.
  • BA i Business Studies og Performance Design fra RUC i 2014.
  • Har siden taget Grundlæggende Lederuddannelse hos Niels Brock i 2019 og har i juni 2024 netop afsluttet sin uddannelse som diplomleder hos Lederne.
  • Startede som Communication & Sales trainee hos Eryk i 2014.
  • Blev i 2016 udnævnt til Sales Manager, i 2020 til Group Sales Manager og i 2022 til Chief Sales Officer (CSO) med hovedansvaret for salgs- og marketinggruppen i Eryk.
  • CEO i Eryk A/S og fortsat også Group CSO fra 1. juli 2024.
  • Samboende i Farre i Midtjylland med engelske Ben Martyn Graves, som er projektleder i Eryk. Parret har også en lejlighed i Stettin i Polen, hvor de opholder sig en stor del af tiden.
  • Interesserne er løb, landevejscykling og tidskrævende renoveringsprojekter på parrets nedlagte landbrug, hvor også parrets to polske jagthunde Zepp og Thor holder til.

“Vi er det, man kalder en dyb niche. Vi skal vide en masse om lokale elregler, automatiseringsteknologi og IT. Og vi skal også have styr på arbejdstilladelser, visa og lokale regler for omrejsende arbejdskraft,” forklarer Maj Winther Møller.

Selv har hun en hel stribe af uddannelser, bl.a. i forretningsstudier og “performance design” fra RUC. Hun har netop afsluttet en uddannelse som diplomleder med topkarakter.

Fars nye hjertebarn

Hvordan har hun det med at overtage ledelsen af et firma, hvor stifteren, der også er hendes egen far, stadig er aktiv?

“Det blev jeg også spurgt om af censor til min eksamen i juni. Og ja, jeg er direktørens datter, og sådan vil det sikkert altid være. Og ja, min far er på mange måder en stærk patriark, og vi ved godt, at der findes eksempler, hvor to generationer begynder at rivalisere for meget. Men det er anderledes her, for vi er ikke konkurrenter. Min far er min mentor, og vi har en stærk interesse i, at firmaet bliver ved med at være stærkt,” siger Maj Winther Møller.

At hun ikke er voldsomt bekymret for at kunne vriste magten fra patriarken, er der også en helt konkret grund til: Jens-Christian Møller har nemlig fundet et nyt hjertebarn at bruge sin tid og en hel masse rejsedage på. Ligesom han for 20 år siden skulle opdyrke mulighederne på Polens arbejdsmarked, skal han nu igen finde ud af, hvor i verden man kan finde kvalificerede og rejsevillige teknikere.

Ung arbejdsstyrke

I dag peger pilen på Nigeria.

Forklaringen er enkel: I dag skrumper arbejdsstyrken i hele Europa – herunder også i Polen, hvor over 100.000 polakker forlader arbejdsmarkedet hvert år. “Der er simpelthen ikke hænder nok til at klare alle opgaverne, vi ved alle, at vi mangler SOSU-assistenter, sygeplejersker og læger. Vi har som firma præcis det samme problem med de folk, vi skal bruge: el-teknikere samt IT-folk. I Polen er arbejdsløsheden, på grund af en fantastisk vækst og en voksende gennemsnitsalder, på de seneste 25 år gået fra 30 pct. til 0,” siger Eryks stifter.

I Nigeria har han fundet noget af det samme, som satte ham i gang i Polen for mere end 20 år siden:

En ung og veluddannet arbejdsstyrke i det gigantiske land med 220 mio. indbyggere – heriblandt mange faglærte elektrikere, der taler godt engelsk og er topmotiverede for at rejse langt væk til bedre indtægter og bedre forhold, end de kan opnå i hjemlandet, hvor korruptionen er stor, trafikken livsfarlig – og arbejdsløsheden over 40 pct.

“Der er reelt set næsten ingen danske firmaer ud over Mærsk og Novo – og så Eryk – der har fast base i Nigeria i dag. Vi har et IT-fjernservicecenter, der kan betjene kunder globalt – og samtidig har vi et samarbejde med både EU og Nigerias undervisningsministerium om at få nogle af de bedste studerende fra tekniske skoler til Europa og videreuddanne dem,” siger Jens-Christian Møller.

Så med far på jævnlige rejser til Vestafrika kan den nye direktør få plads til at sætte sin linje for ledelse – hun har skrevet sin diplomhovedopgave om nye ledelsesformer og selvledende, internationale teams.

“Det undrer mig faktisk, at der ikke er flere kvindelige ledere i vores branche, fordi vi har et stort potentiale, både som ledere og som sælgere. Mange kolleger i denne branche har lidt en tendens til at tale meget om, hvad firmaet kan. Men værdibaseret salg handler om at lytte til kundernes ønsker. Jeg bliver nok aldrig den, der står ude på de globale sites og leder folk. Men jeg har det fint med at være frontfigur i større forsamlinger og er ikke bange for at skille mig lidt ud,” siger Maj Winther-Møller.

Eryk logo Eryk logo Contact